skilt fra mig kan I slet intet gøre

Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt;
for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

(Joh 15,5)

Vores nyplantede figentræs første frugt døde for nogle dage siden. Vi havde ellers netop valgt dette træ, fordi det så sundt ud og efter sigende passer godt til klimaet her i Arequipa. Hændelsen med træet har mindet os om, at det tager tid at slå rod et nyt sted. Vi sover mere uroligt, end vi plejer, det giver et gip i én, når det ringer på døren, og det har allerede kostet et par tudeture at være 11.000 kilometer væk fra vores børn. Samtidigt er vi utroligt glade for vores nye hjem her i Bustamante-distriktet. Huset er ejet af Norsk Luthersk Mission og blev ledigt, fordi den norske familie i huset fremover skal arbejde i Cuzco. Vi kniber os i armen, når vi hver morgen står op med udsigt til tre vulkaner fra husets tagterrasse. Vi nyder også godt af naboskabet med David, Kristin og deres tre børn, en indisk-australsk missionærfamilie, der arbejder med bibelstudiegrupper på byens universiteter. Det er trygt at kunne tale engelsk med dem her i begyndelsen, spille spil, synge og bede sammen. Vi har også allerede flere gange haft besøg af vores danske og norske missionærkolleger, og så er det lidt af et scoop med vores hushjælp, Ana, som er en fremragende kok, omhyggelig med rengøring og et rigtig hyggeligt bekendtskab de to dage om ugen, hun er her.

Vores primære arbejde er at lære spansk. Mandag-fredag sidder vi hver formiddag på internettet med vores undervisere inden middagspause og lektier om eftermiddagen. Indimellem kan vi tvivle på, om anstrengelserne vil bære frugt, om vi virkeligt ender med at kunne begå os og undervise i de lutherske menigheder på spansk. Det er jo dem, vi er kommet ud for at dele evangeliet med. Forleden forklarede vi Ana, at der på mange danske arbejdspladser er kantiner. Hun så meget mærkeligt på os. Det viste sig, at Cantina på spansk er navnet på de allervådeste værtshuse! Sådan er der mange misforståelser. Alle siger, at det nok skal komme, og vi vælger at tro det, selvom vi ofte føler, vi ikke rigtig kommer ud af stedet. Vi beder om et lille sprogunder!

Hvad boligindretningen angår, har vi været velsignet med meget held. Udover Lises fortræffeligheder på det område, er det lykkedes os at få anskaffet alt, vi har brug for, inden den nye store nedlukning af byen. Hårde hvidevarer, service, møbler, internet, fjernsyn, potter og planter, alt er kommet til huse i rette tid. Frederik nåede også lige akkurat at få købt sig en guitar, før butikkerne lukkede. Vi er derfor fortrøstningsfulde i forhold til den nye karantæne, selvom vi kun har udgangstilladelse en time om dagen. Vi føler os privilegerede i forhold til en af vores norske kolleger, som er alene hele dagen. Men som hun siger: ”Jeg har klaret 5 måneders karantæne sidste år, så jeg har mine rutiner.” Det glæder os også at tænke på, at I følger med hjemmefra, beder for os og lever med i vores udstationering. Vi ved, at vi ikke står alene, men er omsluttet på alle sider. Det er også Guds løfte til os. Han ledte folket i ørkenen, og vi stoler på, at han også vil lede os her på missionsmarken og give os den tålmodighed, vi har brug for. Jesus fortæller i Lukas kap. 13 en lignelse om en mand, der havde et figentræ, der ikke satte frugt, og som han derfor ville skille sig af med. Da sagde gartneren, der passede træet: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt til næste år.” Dét ord giver håb!

Bedeemner:
Tak – for et trygt hjem
At vores sprogstudier må bære frugt
For vores børn i Danmark: Alma, Simon, Emil og Marius

Mange kærlige hilsner   
Lise og Frederik