top
Blogindlæg Frygt ikke, tro kun!

Frygt ikke, tro kun!

Frygt ikke, tro kun!

Markusevangeliet 5,36

Ordene fra Jesus er både en stor støtte og udfordring for os i en tid, hvor bekymringerne truer med at vokse os over hovedet: Frygt ikke, tro kun! Arequipa er for første gang siden vi ankom røget op i ”Nivel extremo.”. Smittetallene er tårnhøje og alle vi kender, kender nogle som ligger syge hjemme eller på hospitalet. Det er efterhånden svært at opdrive en peruaner, som ikke har et dødsfald i familien, vennekredsen eller blandt naboer. Fra i mandags er Arequipa blevet isoleret fra resten af landet for at dæmme op for denne tredje bølge. Al fly- og bustrafik ind og ud af regionen er blevet indstillet, indtil videre i tre uger. Til gengæld er der sat turbo på vaccineprogrammet. I tirsdags fik Lise sin første dosis Pfizer. Efter nogle dages bivirkninger er hun nu ved at være frisk igen. Tænk, vi regnede først med at kunne blive vaccineret sidst på året. Det er forbløffende. Hvad vacciner angår, leverer Peru!
   Som om der ikke var udfordringer nok, står landet midt i en politisk krise, som vi ikke tør spå om, hvor ender. Præsidentvalget er efter tre uger stadig ikke afgjort, der er ikke udråbt en vinder og fra begge sider i det splittede land er al tillid til modparten væk. Kun 40.000 stemmer adskilte kandidaterne og beskyldninger om snyd ved stemmeoptællingerne er nu ved at blive undersøgt. Som dagene går, vokser nervøsiteten for, at folkestyret vil tabe, og der vil komme en form for statskup. Indtil videre afviser militæret dog denne mulighed. Vi beder hver dag Gud gribe ind og vise barmhjertighed og styrke midt i de mange prøvelser.

Og nu til de gode nyheder: Madprogrammet fortsætter! Både logistisk og økonomisk ser det ud til, at vi kan fortsætte med at dele madposer ud resten af året. Det glæder vi os over, for det betyder, at også de 122 nødstedte familier i vores lutherske netværk fortsat kan få en vigtig håndsrækning.
   Sprogmæssigt går det også (langsomt) fremad. Dag for dag kan vi lidt mere spansk, og selvom vi længes efter at kunne bruge det mere i praksis blandt vores peruanske søskende, så fornemmer vi, at det går bedre. Lise lykkedes forleden med selv at bestille nye gasballoner via telefonen og Frederik har sammen med Fabian Morales indspillet sangen ”Canto a ti”, en sang til Jesus, som kan høres via linket.

Lige inden flytrafikken lukkede ned nåede vi også at besøge Lisa og Hjalmar Unnoson og deres to børn i Chiclayo i den nordlige del af landet. De er udsendt af Evangelisk Luthersk Mission i Sverige og er som os blandt andet sendt ud for at undervise i ægteskabs- og familiearbejdet. De havde planlagt en pragtfuld weekend for os, og vi oplevede stor gensidig glæde både fagligt og menneskeligt. Det var et lyspunkt for os i en tid, hvor der er så meget vi ikke kan, og så mange vi endnu ikke kan møde.
   Og så tæller vi ned til den 17. juli, hvor vores børn kommer på besøg. Selvom de kommer ned til mundbind og udgangsforbud efter kl. 21, så kan vi næsten ikke vente med at tage imod dem og vise dem rundt i vores by og i den sydlige del af landet. Mere om det i næste nummer!

Bedeemner:

  • At børnene må komme godt frem
  • At madprogrammet må hjælpe de rette steder
  • At Peru må komme skånsomt igennem tredje bølge

Mange kærlige hilsner
Lise og Frederik

Post a Comment

Vestsjællands Valgmenighed

Find os her

Vi holder til i Slagelse Missionshus.