Kom til ham den levende sten
Kom til ham den levende sten…
1. Pet 2,4-5
og lad jer selv som levende sten
bygges op til et åndeligt hus.
I juli lykkedes det at få alle vores unge til Arequipa. Der var flyafgange, der blev aflyst, billetter der blev ændret og spænding til det sidste om det hele skulle gå. Men i skrivende stund har vi stadig børnene hos os og nyder at være sammen med dem. Det er også intenst at gå fra bare at være os to til pludselig at være 7 i huset (3 børn, svigersøn + en ven), men vi har glædet os og nyder at få samlet lidt op på deres liv og få nogle fælles oplevelser med Peru. Udover ture ind i junglen, hvor vi bl.a. så Perus nationalfugl og gennem Andesbjergenes imponerende landskab, har vi besøgt den berømte ruin Machu Picchu lidt udenfor for den tidligere Inkahovedstad Cusco – en arkitektonisk perle med de sirligt tilskårede sten uden nogen form for mørtel imellem.
Peruanerne er utroligt stolte af Inkaerne. Man fremhæver byggekunsten, verdensbilledet, naturreligionen og imperiet, men glemmer måske undertrykkelsen af nabofolkene og menneskeofringerne. Men sådan en romantisering af ens rødder kender vi i Danmark vel også fra synet på vikingerne. I dag er peruanerne en blanding af Inka blod og spansk blod og indflydelsen fra begge civilisationer er tydelig i samfundet ikke mindst i Cusco-regionen, hvor de fleste både er katolikker og inka-religiøse og hvor der findes naturreligiøse inkasymboler i byens store katolske katedral. Vores guide på Machu Picchu-turen, Wilbert, fortalte i øvrigt noget interessant om Inkaernes syn på arbejde, som er inddelt i de tre trin lære, elske, gøre. Udover en mesterlære indenfor deres fag, skulle inkaerne også lære at elske arbejdet for at kunne udføre det med flid, præcision og glæde. Det synes ikke ligger så langt fra vores lutherske arv, hvor arbejdet blev ophøjet til kald og gudstjeneste. Det var lidt af en overraskelse med en sammenlignelig Inka-lutherske arbejdsetik. Machu Picchu er også kendt for en særlig energi, der angiveligt skulle være på stedet. Mennesker valfarter dertil fra hele verden for at mærke energien og lære af den. Her stejler vores lutherske forståelse af det hellige en lille smule. Selvom det er et af verdens syv vidundere, er det hellige i vores forståelse ikke noget, der bor på et sted men i en person. Det delte vi i en andagt ved en anden inkaruin sammen med familien Solgaard, som vi besøgte i Cusco og nød en eftermiddag sammen med. Kom til ham den levende sten, som blev vraget af mennesker, men som er udsøgt og kostbar for Gud. Det er Jesus som er den levende sten, og når vi kommer til ham, bygges vi op som et levende Guds folk, hvor han er det hellige midtpunkt. Det er værd at huske og at dele midt i mødet med verdens vidundere og forskellige livsanskuelser.
Når børnene er rejst og ferien forbi venter den sidste tid med sprogskole og forberedelse til en mini-uddannelse vi skal stå for fra september-december. 10-12 par fra den nationale lutherske kirke skal uddannes til selv at kunne undervise og rådgive om ægteskab og familieliv ude i menighederne. Det er en del af kirkens 3-årige familieprojekt, som har ligget noget stille under pandemien. Det glæder vi os over at kunne være med til og er også noget spændte på at skulle undervise på spansk.
Bedeemner:
- Børnenes rejse til Danmark
- Den sidste tid på sprogskole
- Undervisningen af de peruanske par
Mange kærlige hilsner
Lise og Frederik
