top
Blogindlæg Glæd jer med de glade

Glæd jer med de glade

Glæd jer med de glade, græd med de grædende!

Romerbrevet 12,15

Her i Arequipa glæder vi os fortsat over de lave smittetal og bedre muligheder for at drikke kaffe med naboer, venner fra kirken og ikke mindst at komme til gudstjeneste om søndagen. Og så var vi for nyligt til vores første bryllup i Peru! Mathias, tysk missionær, og leder af madprojektet blev gift med peruanske Luzmarina. En festlig dag med vielse under åben himmel og mere end 100 gæster.

Reformationsfejring: 31. oktober blev for nogle år siden ved lov udnævnt til national festdag for alle evangeliske kirker i Peru. I den lutherske kirke her i den sydlige del af landet var det trods årets corona-begrænsninger en stor fest med festival(online), seminarer og højtidelige gudstjenester. Det handler om fællesskab og identitet i en usikker tid. En fejring af troen på Jesus og en glæde over opdagelsen af, at vi er frelst af nåde. Lørdag aften blev Festivalen ”Tuya es la gloria” (Din er æren) afviklet med festlige musikalske bidrag fra mange af kirkens menigheder. Samme aften var der pludselig larm ude fra gaden. Det viste sig at være en katolsk procession med fyrværkeri, balloner og et stort maleri af ”El señor de los milagros”(miraklernes herre), en lokal peruansk Kristus-repræsentation. Tanken er, at det bringer velsignelse til kvarteret og til det enkelte hjem med dette optog. Således blev vi mindet om, at vi befinder os i et meget religiøst og katolsk land. Sammen med Fabian Morales udgav Frederik i dagens anledning ”Dios te bendiga” som er en musikalsk gengivelse af den aronitiske velsignelse, som vi kender fra gudstjenesten. https://www.youtube.com/watch?v=qVoxp2Oa2yQ

Vi er nu halvvejs i ægteskabskurset og glæder os over, at 30 par hænger på og dermed er i gang med at give en god gave til deres ægteskab og familieliv. Vi er også så småt ved at planlægge, hvilke temaer der skal udbydes i første halvdel af 2022. Vi ved dog allerede nu, at vi skal undervise alle præsteparene i den lutherske kirke på en retræte ved kysten i midten af januar.   
   Og så en indrømmelse: Vi savner i høj grad vores børn i Danmark! Nok også mere end vi hjemmefra havde regnet med. Det er som om, at kaldet som forældre og kaldet som missionærer ofte brager sammen inden i os og giver våde øjne. Selvom vores børn er voksne og står på egne ben, savner vi, at de lige dumper ind hos os til kaffe. Et godt kram kan heller ikke helt erstattes af ellers gode onlinesamtaler, som vi selvfølgelig jævnligt har. Derfor glæder vi os også stort til at komme hjem og fejre jul med dem og resten af vores familie og tilbringe et par uger i Danmark!

Bedeemner:

  • At der må være et godt udbytte af ægteskabskurset
  • For vores børn og svigersøn: Alma, Simon, Emil og Marius
  • At vi må finde vej med kaldene som forældre og missionærer

Kærlig hilsen
Lise og Frederik

Post a Comment

Vestsjællands Valgmenighed

Find os her

Vi holder til i Slagelse Missionshus.