Hvorfra kommer min hjælp

Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp. Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Vi indleder vores første nyhedsbrev fra Peru med ordene fra salme 121 i taknemmelighed over at være ankommet til Arequipa.

De sidste to uger har været nogle af de mest dramatiske i vores liv. Peru lukkede ned for flyvninger fra Europa få timer før, vi skulle afsted, og vi måtte ombookes og flyve over Columbia. Forsinkelsen betød, at vores coronatest blev forældet, og vi måtte i al hast lade os teste på ny. De fleste tester positiv op til 8 uger efter, de har været syge med corona og da vi kun havde været raske i 3 uger, var det langt fra sikkert, at vi slap igennem. Men det lykkedes, og vi kunne flyve via Amsterdam til Bogotá tidligt torsdag den 7. januar. Da vi skulle boarde flyet videre til Peru blev vi imidlertid afvist, da vi havde lavet en fejl, da vi udfyldte indrejsepapirerne. Familien Solgaard, vores missionærkolleger, vi fulgtes med, valgte solidarisk at blive hos os i Bogotá lufthavn, selvom de med deres to små børn kunne have rejst videre uden os. Der stod vi så alle 6. Hvad skulle vi gøre? Kunne vi få udflydt papirerne korrekt? Måtte vi ud af transitten for at opsøge flyselskabet og risikere at komme i karantæne i Columbia? Var det overhovet muligt at skaffe nye billetter? Hvad skulle der blive af os?

Vi endte med at tilbringe næsten 30 timer i Bogotá lufthavn. Vi sov på skift og holdt vagt over baggage og børn. Undervejs fik vi fantastisk hjælp af vores missionskonsulent i Danmark og vores norske leder i Peru. Der blev arbejdet på højtryk for os, og vi hjalp hinanden, så godt vi kunne med børn, indrejsepapirer og bøn. På et tidspunkt var der en der sagde: Det her er ægte teambuilding!

Vi blev kastet rundt mellem vores egen panik og utryghed og vores tillid til Gud om, at han ville bane vej for os. Det skete gennem en kvindelig sikkerhedsvagt, som anbefalede os at kontakte vores flyselskab ude i en anden Gate og trygle dem om at hjælpe os, uden at vi behøvede forlade transitten. Da vi kom derud, var de ved at boarde et fly til Miami, men straks derefter ringede de til kontoret udenfor transitten og fik tilladelse til at printe nye boardingkort til det næste fly til Lima, som der gudskelov var plads på til os alle 6. Endelig kunne vi sætte os på flyet til Peru (siden er også Columbia lukket for indrejse), og vi ankom sikkert til Lima, hvor vi overnattede, inden sidste flyvning i lørdags til Arequipa. I skrivende stund håber vi, at også familien Steffensen klarer turen de næste dage med flyvning over Panama. Så er vi fuldtallige! Vores norske kolleger har båret os igennem de første dage herude med mad og indlogering her ved præsteseminaret fra hvis tag det store billede er taget hen over Arequipa med vulkanen Misti (5822 m) i baggrunden. Her tilbringer vi de obligatoriske 14 dage i karantæne og har taget hul på spanskundervisningen online. Efter karantænen flytter vi efter planen i egen bolig længere inde i byen og skal bruge noget tid på at indrette vores hjem for de kommende år.   

Som det var for de vise mænd i sin tid, må vi også nogle gange ad omveje for at nå frem til målet. Nu er vi her og føler, at strabadserne har været det hele værd. Tak for jeres forbøn og støtte hjemmefra. Det er en stor trøst og styrke for os, at I lever med i vores udsendelse – at vi kan vide os båret af både Gud og mennesker. Vi ser frem til at etablere os, hilse på brødre og søstre i menighederne og holde jer underrettet undervejs.

Med kærlig hilsen

Lise og Frederik